

Velkommen til Embodied
Et sted hvor du ikke skal præstere - bare være.
Et trygt rum med plads til ro, nærvær og en dybere kontakt til dig selv. Den første behandling tilbydes til intropris, så du har mulighed for at mærke, om min måde at arbejde på er den rette for dig.
Book din første behandling – 75 min. / 350 kr.

OM MIG
Mit navn er Frederikke, jeg er uddannet hos Totum, skolen for kropsterapi.
Vejen til kropsterapien begyndte med min egen nysgerrighed. Jeg har selv været et menneske, der har levet meget oppe i hovedet – analyseret, planlagt og forsøgt at tænke mig frem til løsninger. Jeg ved, hvordan det føles, når hovedet fylder så meget, at kroppen langsomt bliver sværere at høre. Gennem kropsterapien opdagede jeg, hvor meget kroppen også har at fortælle, og hvor stor en forskel det kan gøre, når krop og sind får lov til at arbejde sammen.
I dag driver jeg Embodied med ønsket om at skabe et trygt rum, hvor du kan finde ro, mærke dig selv og genopbygge kontakten til din krop. Mit håb er, at du går herfra med en følelse af større nærvær og en dybere forbindelse til dig selv.
Personligt bor jeg på Nørrebro med min argentinske mand og vores to børn og jeg tilbyder behandling på dansk, engelsk og spansk.
Hos mig er der plads til at sænke skuldrene, mærke kroppen og give dig selv en pause fra hverdagen.

HVAD ER
KROPSTERAPI?

Kroppen og sindet hænger tæt sammen. Når vi gennem længere tid er under pres, holder meget ansvar, eller oplever svære perioder i livet, kan det sætte sig i kroppen som spændinger, uro, træthed eller en følelse af at være kommet lidt væk fra os selv.
Kropsterapi er en nænsom og helhedsorienteret behandlingsform, hvor jeg arbejder med kroppen gennem berøring, bevægelse, åndedræt og nærvær. Behandlingen handler ikke om at "fikse" dig, men om at skabe et rum, hvor du kan mærke dig selv og blive mere opmærksom på kroppens signaler.
Under en behandling arbejder vi med det, der er til stede lige nu – i dit tempo og med respekt for dine grænser. Nogle oplever en følelse af mere ro, lethed og kontakt til kroppen, mens andre får nye perspektiver på mønstre eller spændinger, de har båret rundt på.
Kropsterapi kan være en støtte, hvis du længes efter mere balance, mindre stress og en dybere forbindelse til dig selv.